Når uheldet er ude og strømmen er gået, kan det være svært at vide, hvad du skal gøre. Derfor får du i denne udgave af Elektrikerskolen tips til, hvordan du kan forberede dig til scenariet, og hvad du gør, når strømmen er gået.
Hvorfor går strømmen?
Strømafbrydelser kan enten skyldes udefrakommende faktorer eller fejl i elinstallationen i din bolig.
De udefrakommende faktorer kan være en planlagt afbrydelse fra leverandørens side, og en planlagt strømafbrydelse bør du modtage en advarsel om inden. Strømafbrydelser ”udefra” kan også være uplanlagte og skyldes tekniske uheld og vejrforhold.
Strømafbrydelser kan også skyldes fejl i din egen elinstallation, ofte pga. en overbelastning, hvor for mange elektriske apparater kører samtidig.
Det første, du skal gøre, når strømmen er gået, er derfor at finde ud af, om afbrydelsen kommer ”udefra” eller ”indefra”. Det kan du dels gøre ved at kigge ud ad vinduet og se, om det kun er i dit hus, der mangler lys, eller om det ser ud som om, det samme er tilfældet for naboerne.
Du kan også gå ud til din eltavle og se, om noget ser anderledes ud på den. Strømafbrydelser pga. udefrakommende faktorer kan nemlig ikke ses på eltavlen, men det kan en intern strømafbrydelse godt.
Tjek din eltavle, hvis strømmen går
Kig på fejlstrømsrelæet. Hvis vippekontakten på relæet er vippet ned, betyder det, at relæet er slået fra, og at strømmen er slukket. Det er sket, fordi relæet har registeret en fejl i din elinstallation, og derfor har slået strømmen fra for at sikre dig mod ulykker.
Lad os først kigge nærmere på, hvad du skal gøre, hvis strømsvigtet er sket i din elinstallation.
Eksempel på eltavle med automatsikringer og fejlstrømsrelæ
Find fejlen i din eltavle
- Start med at vippe alle kontakterne ned i samtlige automatsikringsgrupper.
– På den måde er du sikker på, at strømmen er fuldstændig slukket. - Du kan nu vippe kontakten på fejlstrømsrelæet op igen og dermed tænde for strømmen. Herefter kan du undersøge, hvilken en af grupperne som skaber strømafbrydelse ved at slå dem til én efter én. Når gruppen med fejl slås til, vil fejlstrømsrelæet slå fra.
- Frakobl alle de elektroniske brugsgenstande, som er tilkoblet gruppen med fejl. Det står typisk på eltavlen under automatsikringsgruppen, hvilket rum eller funktioner der er tilkoblet gruppen.
- Slå fejlstrømsrelæet og grupperne til igen. Tilslut derefter de elektroniske brugsgenstande igen – én efter én. Når strømmen går (fejlstrømsrelæet slår fra), har du fundet fejlen.
- Udskift den elektroniske brugsgenstand eller undgå at tilslutte den samtidig med de andre brugsgenstande i gruppen.
- Slå strømmen til igen.
Bemærk: Har du en ældre eltavle, som ligner den på billedet? Så bør du starte med at tjekke alle sikringer.
Hvis der er sprunget en sikring, vil den lille grå indikator i midten være faldet ud. Der hvor sikringen er sprunget, er der fejl i gruppen. Dernæst kan du blot skifte sikringen.
Sådan skifter du en sikring
Husk at du altid kan kontakte en elektriker, hvis du er i tvivl om noget omkring din eltavle – hellere en gang for meget end en gang for lidt!
Bliv endnu klogere på eltavlen her: Eltavlen 101: Det skal du vide.
Sådan forholder du dig under en strømafbrydelse udefra
Viser det sig, at strømafbrydelsen skyldes udefrakommende faktorer – fx tekniske fejl på elnettet eller vejrforhold – kan du ikke løse problemet selv.
Orienter dig i nyhederne og på nettet, hvor du kan blive klogere på, hvad strømsvigtet skyldes, og hvor lange udsigter det har.
Ellers er det bare at finde lommelygterne frem og få det bedste ud af ventetiden. Spar på strømmen på dine elektroniske apparater, så de holder sig levende længst muligt, og hold køleskab og fryser lukket, så maden holder sig bedst under strømsvigtet.
Sådan kan du forberede dig til en strømafbrydelse
Her får du 4 tips, der gør dig klar til at håndtere en strømafbrydelse:
1️⃣ Sørg for at have batteridrevet lys, fx en lommelygte, og ekstra batterier liggende. Gerne indenfor rækkevidde, når du står ved din eltavle, så du kan se, hvad du laver ved eltavlen, selvom lyset er gået.
2️⃣ Hav en eller flere opladte powerbanks klar, så du har en ekstra opladning af mobilen i baghånden.
3️⃣ Sørg for at have mad liggende, som har lang holdbarhedsdato og ikke behøver opvarmning.
4️⃣ Hold køleskabet og fryseren lukket under strømsvigtet, så de holder sig kolde så længe som muligt.
Derudover kan du med fordel også forsikre dig selv imod følgerne af en strømafbrydelse. I nogle indboforsikringer er det allerede indbygget, men det kan være, at du har brug for et tillæg i form af en såkaldt ”kortslutningsforsikring”. Tillægget betyder, at du kan få dækket eventuelle omkostninger pga. skadet indbo, som er sket i forbindelse med strømafbrydelsen.
Hvis du har brug for rådgivning, er vi kun et opkald væk. Du kan altid kontakte os ved at ringe på telefon +45 7564 1899.
Kilder: Elbob, Bolius, Energistyrelsen