Hvad leder du efter?

Kategorier

Vælg præcis hvilken kategori du vil læse om herunder.

Få el nyheder

Hold dig opdateret omkring udviklingen inden for elbranchen.

Seneste indlæg

Brug for hjælp?

Hvis du har spørgsmål til indlægget eller bare har spørgsmål omkring el, så hjælper vi gerne.

Praktikforløb er en win-win-win-situation

Sidst redigeret: 22. august 2023 / Skrevet af: Kristian Juul

I Danmark står mere end 77.000 mennesker uden beskæftigelse. Hos VS Automatic A/S arbejder vi målrettet på at tackle dette problem. Ud over vores vellykkede partnerskab med Learnmark, SDE i Vejle og Aarhus Tech, der leverer en strøm af elektrikerlærlinge, samarbejder vi også bredt med jobcentre landet over.  

 

VS Automatics engagement 

Foruden samarbejdet med erhvervsuddannelser har VS Automatic også gode samarbejder med jobcentre landet over. Og dét giver mening for både VS, den jobsøgende og jobcentrene. Tim Reihana, marketingchef hos VS, forklarer, hvorfor et praktikforløb er en god idé: 

“En praktikperiode er en prøveperiode for både praktikanten og for os, hvor praktikanten får mulighed for at afprøve teoretisk viden i praksis, og vi får mulighed for at se praktikanten an i en arbejdssituation. Vi lærer desuden også hinanden at kende, hvilket kommer begge parter til gode i en eventuel ansættelsessituation.” 

Der kan altså være en stor værdi i at have praktikanter tilknyttet arbejdspladsen, fordi praktikanten kan tilføre nye perspektiver og kompetencer. Nytilkommen til vores team er Mia Mortensen, der træder ind som virksomhedspraktikant i marketingsafdelingen.  

Som nyuddannet cand.mag i nordisk sprog og litteratur lå det ikke umiddelbart i kortene, at hun skulle indgå i dagligdagen i en elvirksomhed. Selv siger hun:  

“Som humanist er man nogle gange nødt til at kigge andre veje, end hvad uddannelsen på papiret giver adgang til. Derfor er en “snusepraktik”, som jeg er i, helt perfekt, fordi jeg får mulighed for at afprøve helt nye retninger.” 

I praktikkens 4 uger får Mia Mortensen mulighed for at udvikle sine kompetencer inden for områder som SEO, digital marketing, kommunikation, sociale medier, skrive blogindlæg til vores hjemmeside og pressemeddelelser.

Praktikforløbet er sat i stand gennem samarbejdet mellem Jobcenter Aarhus og VS Automatic, med det formål at Mia Mortensen skal udvide sine erhvervskompetencer, hvilket gør hende mere attraktiv for arbejdsmarkedet. 

Tredobbelt gevinst 

Praktikforløb har vist sig at skabe en tredobbelt gevinst for alle involverede parter: Virksomheder, jobsøgende og jobcentre. Forløbene giver en unik mulighed for at fremme arbejdskraftens udvikling, øge virksomhedernes produktivitet og hjælpe jobsøgende med at finde meningsfuld beskæftigelse. 

Vidste du, at VS Automatic gerne vil have dig i praktik?

Ifølge Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering er formålet med virksomhedspraktik at afklare og udvikle den lediges kompetencer samt jobmål og dermed bringe den ledige tættere på beskæftigelse eller uddannelse. 

Jobcentre fungerer som afgørende bindeled mellem virksomheder og jobsøgende. Susanne Hjortshøj, virksomhedskonsulent hos Jobcenter Aarhus, har etableret kontakt til VS Automatic for at udforske mulighederne for at tilbyde praktikpladser til akademikere. Det er særligt relevant i Aarhus Kommune, hvor omkring 5.500 nyuddannede akademikere i øjeblikket står uden beskæftigelse.  

Praktikforløb giver ikke blot mulighed for karriereudvikling og kompetenceafklaring, men også for udvikling af færdigheder, udvidelse af netværk og styrkelse af selvtilliden. Ifølge en ny lov fra maj 2023 er borgere tilknyttet et jobcenter, som har været ledige i 26 uger, nu forpligtet til at deltage i aktiveringsprogrammer. Virksomhedspraktik som en form for aktivering har vist sig at give positive resultater. Faktisk ender omkring 33 % af jobsøgende i beskæftigelse inden for blot 3 måneder efter praktikperiodens afslutning. 

Susanne Hjortshøj fremhæver den øgede erfaring, styrket faglig såvel som social selvtillid og muligheden for konkret deltagelse i opgaver og produkter som afgørende faktorer for dette positive udfald. Hun udtaler:  

”Mange går til jobsamtaler efter en virksomhedspraktik med en mere selvsikker attitude, fordi de nu er klar over, at de kan yde en meningsfuld indsats i erhvervslivet.”

 

Win: Fordele for virksomhederne

De erhvervsdrivende drager også betydelig nytte af deltagelse i praktikforløb. Praktikanter udgør nemlig en værdifuld kilde til at identificere potentielle fremtidige medarbejdere.

”Det er selvfølgelig en god mulighed for os som virksomhed at få lov at se en mulig medarbejder an og vice versa inden en eventuel ansættelse”, siger Tim Reihana.

Praktikperioden giver således virksomheder mulighed for at evaluere praktikanternes kompetencer og kvalifikationer under reelle arbejdsforhold. Praktikanter kan også ses som et frisk pust af nye perspektiver, fordi de kan bidrage med nytænkning, friske idéer og energi til virksomheden. Tim Reihana beskriver netop, hvordan de i forvejen ansatte kan lære af en praktikant:

”En journalist eller universitetsuddannet vil nok se på arbejdsopgaverne på en anden måde, end vi gør. Og det kan der komme rigtig meget godt ud af”.

Kristian Juul Nielsen, der har ageret Mia Mortensens mentor gennem praktikforløbet, mener også, at forløbet har skabt værdi for ham: ”Jeg har fået mulighed for at afprøve og udvikle mine lederkompetencer. Og så er det altid fedt at lære fra sig indenfor et felt, som man selv brænder for”.

Han tilføjer: ”Og så håber jeg, at forløbet har været lige så givende for Mia, som det har for mig”.

Sidst, men bestemt ikke mindst, så er praktikforløb en glimrende måde for virksomheder at engagere sig – måske særligt – i lokalsamfundet, men også generelt i samfundet og på den måde bidrage til samfundets økonomiske vækst. Torben Steffensen, Direktør hos VS Automatic, fortæller, at det for ham også handler om at give igen:

”Når vi som virksomhed har ressourcerne, så synes jeg næsten, at vi har pligt til at give jobsøgende mulighed for at afprøve jobmarkedet hos os. Vi sigter efter at gøre oplevelsen så god og lærerig som overhovedet mulig. På den måde håber vi at kunne skabe gode ambassadører udenfor virksomheden, som forhåbentlig leder de rigtige arbejdskræfter og kunder i vores retning”.

 

Win – win: Fordele for jobsøgende 

Et praktikforløb giver den jobsøgende mulighed for at opbygge praktisk erfaring og udvikle værdifulde færdigheder, der gør dem mere attraktive for potentielle arbejdsgivere. Ligeledes kan den jobsøgende udvide sit professionelle netværk og opbygge forbindelser, der kan være indgangsbilletten til fremtidige jobmuligheder.  

Gennem et praktikforløb opnår den jobsøgende en dybere selvindsigt, der kan fungere som en vejledning i afklaringen af, om den valgte karrierevej er den rette. Samtidig åbner praktikforløbet mulighed for at opdage nye styrker og interesser, der kan berige den jobsøgendes professionelle profil. Susanne Hjortshøj fremhæver også de sociale gevinster ved at være tilknyttet en arbejdsplads – selv hvis det kun er for en begrænset periode: 

”Man bør bestemt ikke undervurdere den sociale værdi, som et praktikforløb tilfører den jobsøgende. Evnen til at være produktiv og bidrage med værdi til en virksomhed bringer glæde og tilfredsstillelse. Dét giver energi i sin jobsøgning”, fortæller hun. 

Mia Mortensens praktikophold har foruden glæden ved at kunne gå på arbejde også udstyret hende med en omfattende værktøjskasse af færdigheder, som hun ikke besad inden starten på praktikforløbet. 

Det har været meget lærerigt for mig at være praktikant hos VS. Jeg har stiftet bekendtskab med SEO, digital marketing og arbejdet med skriftlig formidling på en anden måde, end jeg er vant til”, siger Mia Mortensen.  

Hun kan nu tilføje nye kompetencer til sit CV, som forhåbentlig gør hende bedre stillet på jobmarkedet. 

 

Win – win – win: Fordele for jobcentrene 

Jobcentrenes ønske er at få flest jobsøgende ud på arbejdsmarkedet. Gennem praktikforløb får jobcentrene en bedre forståelse af lokale arbejdsmarkedstrends og de aktuelle krav til færdigheder. Dette gør det muligt for dem at tilpasse deres tjenester mere præcist og dermed mere effektivt. Ydermere skaber samarbejdet mellem jobcentre og virksomheder en platform for at tilpasse træningsprogrammer og kvalifikationer efter arbejdsgivernes behov. Således sikres en mere målrettet og relevant træning for jobsøgende.  

“Et praktikforløb giver mulighed for at blive bekræftet i sine færdigheder eller afprøve nye opgaver, som medvirker til ens karriereudvikling og -afklaring”, forklarer Susanne Hjortshøj.  

 

VS gør en forskel 

Et praktikforløb udgør altså en dybt givende strategi, der beriger virksomheder, jobsøgende og jobcentre på flere niveauer – både fagligt og socialt. Praktikantens tilknytning til en arbejdsplads skaber værdi og formål, hvilket er afgørende for trivsel.  

VS Automatic bidrager ikke kun til individuel udvikling, men også til samfundsansvar (CSR) gennem vores involvering i praktikforløb. Denne synergistiske tilgang peger mod en lysere fremtid for nyuddannede og for samfundet som helhed. 

“Det er vigtigt for os at skabe muligheder for de jobsøgende. Det kan jo være, at jeg selv eller mine børn en dag får brug samme hjælpende hånd” siger Torben Steffensen.

Ønsker du også at blive SEO-praktikant? Klik her!

Anbefalede indlæg

Fordi du læste indlægget, tror vi at du kan lide disse indlæg.