Mit navn er Daniel, jeg er 23 år og bosat i Horsens. Jeg studerer til diplomingeniør i softwareteknologi på VIA University College i Horsens og er i gang med femte semester ud af syv. I forbindelse med mit studie har jeg været i praktik hos VS Automatic i fem måneder, og jeg har nu fået tilbudt en deltidsstilling under resten af min uddannelse.
Jeg valgte VS Automatic som praktiksted, fordi jeg havde hørt gode ting om virksomheden gennem bekendte og var nysgerrig på, hvad de kunne tilbyde inden for softwareudvikling. Det viste sig at være et rigtig godt valg.
Arbejdsopgaver og udvikling
Under praktikforløbet har jeg primært arbejdet med interne opgaver inden for .NET backend-udvikling og SQL-databasearbejde. Blandt andet har jeg udviklet værktøjer til at holde struktur over interne data, programmer til at sende automatiske mails og SMS’er til ansatte, ryddet op i databasestruktur, arbejdet med API’er – både oprettelse af endpoints og anvendelse – samt omskrevet gamle Visual Basic-programmer til .NET for at sikre mulighed for videreudvikling. Jeg har fået stor erfaring med brugen af Visual Studio og Microsoft SQL Manager – værktøjer, som er gratis og derfor også relevante for mig at bruge privat efter studiet. Det har været en stor fordel at lære disse i praksis.
Som deltidsansat fremover kommer jeg til at fortsætte med lignende opgaver, men specifikt bidrage til backend-udviklingen af en intern app, der skal bruges til at holde styr på værktøj og køretøjers placering.
Forventninger og oplevelser
Inden jeg startede, var jeg i tvivl om mit niveau passede til arbejdspladsens forventninger. Heldigvis blev jeg mødt med opgaver, der gradvist blev tilpasset mit niveau, hvilket gjorde læringsprocessen både tryg og motiverende.
Derfor kan jeg anbefale VS Automatic som praktiksted
Hos VS Automatic er der en afslappet og imødekommende kultur. Kollegerne er superrare og altid klar til at hjælpe eller sparre, hvis man har brug for et andet perspektiv. Det gør arbejdspladsen ideel for praktikanter – også for dem, der måske er lidt nervøse i starten.
Praktikopholdet har helt klart påvirket mine karriereplaner. Jeg fortsætter nu som deltidsansat, og jeg er bestemt ikke afvisende over for at blive i virksomheden efter endt uddannelse.
Tak til hele teamet hos VS Automatic for et spændende og lærerigt praktikophold!























