Hvem er jeg?
Mit navn er Tina Dam Sørensen, 28 år gammel, og jeg afsluttede min kandidatuddannelse i erhvervssprog og international erhvervskommunikation i 2022 fra Aarhus Universitet. Jeg har desuden en bachelor i international virksomhedskommunikation fra samme universitet. I 2023 tog jeg et supplerende kursus i digital markedsføring på IBA Kolding i forbindelse med min ledighed.
Jeg har været så heldig at få muligheden for virksomhedspraktik hos VS Automatic, og selvom det kun har været et intensivt 4-ugers forløb, har jeg haft en fantastisk oplevelse. Jeg har fået hands-on erfaring med kommunikation, markedsføring og kreativ formidling, og jeg har haft mulighed for at bidrage aktivt og udvikle mine kompetencer i praksis.
I praktikken har mit primære fokus været på:
- Tekstforfatning: Jeg har udarbejdet nyhedsbreve specifikt til brug på LinkedIn, kortere opslag og idéer til både Facebook og Instagram, og enkelte manuskipter, hvor jeg har finpudset min skrivestil og lært at tilpasse mine budskaber afhængigt af målgruppen og platformen.
- Visuel kommunikation: Jeg har designet grafisk indhold, der understøtter kommunikationen. Dette har givet mig en bedre forståelse af, hvordan tekst og visuelle elementer spiller sammen for at styrke budskabet.
- Strategisk markedsføring: Jeg har været involveret i planlægningen af indholdsstrategier og optimeret kommunikation for at øge engagementet og rækkevidden. Denne erfaring har styrket min forståelse af, hvordan markedsføring kan være både analytisk og kreativ.
En arbejdsplads med faglig sparring
Jeg har været utrolig glad for samarbejdet med mine kolleger, som har delt deres viden og givet mig mulighed for at arbejde selvstændigt. Der har været plads til at prøve nye ting af og få feedback, hvilket har været både lærerigt og styrkende for min faglige udvikling. At arbejde i et team, hvor faglige diskussioner og vidensdeling er naturligt, har givet mig en dybere indsigt i kommunikation og markedsføring i en professionel sammenhæng.
Derfor kan jeg anbefale VS Automatic som praktiksted
Jeg kan varmt anbefale VS Automatic som praktiksted til alle, der ønsker at arbejde med det, de brænder for, i et inspirerende og udviklende miljø. Der har altid været plads til selv de dummeste spørgsmål – også selvom de ikke findes – og det har aldrig været forkert at bede om hjælp, og jeg har sat pris på samarbejdet med ‘kollegaerne’.
Jeg har haft mulighed for at tage ansvar og fået stillet spændende opgaver – mange som jeg selv har fået lov til at styre hvilket er en stor tillidserklæring i sig selv og jeg har værdsat at arbejde under den frihed.
Jeg har fået værdifuld erfaring, som jeg tager med mig videre, og praktikken har bekræftet min passion for kommunikation og markedsføring. Jeg ser frem til at bygge videre på de kompetencer, jeg har opnået her, og fortsætte min karriere inden for denne branche.























