Dette koster 1 kWh i dag
I 2. kvartal 2025 kostede 1 kWh i gennemsnit 2,33 kr. Det afhænger dog meget af, hvad tid på døgnet du bruger din el. El er nemlig oftest billigst sen nat/tidlig morgen, samt omkring middagstid.
Døgnets 24 timer er inddelt i lastzoner, som indikerer, om strømmen er dyr eller billig. Der findes lavbelastnings-, højbelastnings- og spidsbelastningsperioder.
Vi ser normalvis de højeste el spotpriser omkring kl. 07.00-09.00 og 17.00-21.00.
Sådan er elprisen skruet sammen:
Total pris Q2 2025
2,33 kr. per kWh
Ren elpris + abonnement:
Udgør ca. 29% ≈ 0,68 kr. i gennemsnit
Afgifter og moms:
Udgør ca. 51% ≈ 1,19 kr. i gennemsnit
Transport:
Udgør ca. 20% ≈ 0,46 kr. i gennemsnit
Vi slipper desværre ikke for at betale hverken transport, afgifter eller moms. Elafgiften varierer fra år til år, og den fastsættes af den danske stat. Afgiften opkræves af elselskaberne, men de har absolut ingen indflydelse på elafgiftens størrelse. I 2025 er elafgiften på 90 øre pr. kWh inkl. moms.
Hvis du opfylder en række betingelser, kan du få reduceret din elafgift på den del af dit årlige strømforbrug, der overstiger 4.000 kWh. Du kan læse mere om reduktion eller refundering af elafgiften her.
Her får du et overblik over elprisudviklingen i Danmark fra 2020 til 2025
Strømpriserne har været igennem en voldsom udvikling, især under energikrisen i 2022. Heldigvis for dig som forbruger, har elpriserne endelig fundet sit leje igen, som nu ligger på et mere overkommeligt niveau.
Vi har i tabellen nedenfor lavet en illustration, der viser elprisudviklingen i Danmark fra 2020 til og med 2. kvartal af 2025.
I 2005 kostede 1 kWh ca. 1,48 kr.
I 2025 kostede 1 kWh ca. 2,60 kr.
Det er en stigning på omkring 76%!
Tabellen bruges ikke som følgegrundlag ved professionel rådgivning af VS Automatic og er kun for at give et visuelt udtryk over elprisudviklingen i Danmark i dette indlæg. Der tages forbehold for tastefejl. Kilde.
Dette viser tabellen
Vi har aldrig haft så høje elpriser i Danmark som i år 2022. Her lå elprisen på mellem 3,22 og 4,64 kr. pr. kWh. Det svarer til henholdsvis 124% og 179% af den aktuelle elpris for år 2025.
I næste afsnit vil vi forklare, hvad de store elprisstigninger skyldtes samt hvad vi kan forvente af elprisen i den nærmeste fremtid.
Derfor var elprisen højest i 2022
Der er 4 primære faktorer for, hvorfor vi oplevede så markante elprisstigninger i 2022. Det er følgende:
- Krigen i Ukraine
- Norge og Sverige mangler vand i vandreservoirer
- Stigende eksport presser prisen
- Højere priser på naturgas
Krigen i Ukraine
En af de mange følger af krig er usikkerhed, og især gasprisen er påvirket heraf. El- og gaspriserne er tæt forbundne, og store udsving og stigninger i gasprisen påvirker derfor også elprisen.
Vandreservoirer
Norge og Sverige har de seneste år fået mindre nedbør end førhen. Vandet bruges til elproduktion, som blandt andet sendes til Danmark via kabler. Manglen på regn var med til at presse prisen op.
Eksport
Vi har haft en stor efterspørgsel fra lande som Holland og Tyskland. Elpriserne i disse lande er højere end herhjemme, og derfor blev prisen på det danske marked presset op.
Naturgas
Som sagt er elprisen forbundet med priserne på naturgas. Lagrene i Europa var mindre end normalt pga. stor efterspørgsel på naturgas, og det var også med til at presse elpriserne i Danmark.
Elprisudviklingen i fremtiden
Det er altid svært at forudsige, hvad fremtiden byder på, og når det handler om elprisen, er det bestemt heller ikke let. Den afhænger nemlig af forskellige faktorer, såsom vejrforhold, politiske aftaler, verdenssituationen, danskernes strømforbrug og bestanden af vedvarende energianlæg.
Den nordiske elbørs Nord Pool fastsætter elspotprisen (den rene elpris ekskl. transport, abonnement og afgifter), og den påvirkes direkte af udbud og efterspørgsel – og det går jo op og ned i showbizz, så man kan kun gisne om, hvordan elprisen vil udvikle sig fremover.
Dog kan det slåes fast, at udbuddet af strøm i høj grad hænger sammen med vejrforholdene i Norden. Vedvarende energianlæg, som vindmøller og solceller, har naturligvis brug for henholdsvis vind og sol for at kunne producere strøm. Hvis vinden lægger sig, eller hvis solen gemmer sig, reduceres udbuddet af grøn strøm. Det betyder, at forbrugernes og virksomhedernes efterspørgsel på strøm skal dækkes på andre måder, f.eks. ved at bruge olie, kul eller naturgas eller ved at importere strøm fra Norge, Sverige eller Tyskland.
Politiske aftaler og forslag vedr. den grønne omstilling kan også påvirke elprisen, da den grønne omstilling minimerer efterspørgslen på strøm fra andre ikke-vedvarende energikilder.
Efterspørgslen på strøm bliver generelt lavere af de gode strømvaner, danskerne har fået. Flere og flere forbrugere og virksomheder gør alt, hvad de kan, for at spare på strømmen, f.eks. ved at installere solceller eller varmepumper, og det får elprisen til at falde.
✅ Vil du være med til at presse elprisen i bund? Så er et solcelleanlæg eller en varmepumpe måske noget for dig.
























