Husker du at teste dit HPFI-relæ, fejlstrømsrelæ, fejlstrømsafbryder, RCD – kært barn har mange navne? Vi oplever, at mange ikke er bekendte med, at de bør teste deres fejlstrømsrelæ, som sidder i eltavlen. Dette for at teste for fejlstrøm og den mekaniske funktion i relæet. Derfor har vi lavet en trin-for-trin guide samt en video om, hvordan du tester dit fejlstrømsrelæ.
Et fejlstrømsrelæ er en meget vigtig komponent i din eltavle. Så vigtig, at det i 2008 blev påkrævet ved lov, at alle bygninger i Danmark skal have et fejlstrømsrelæ installeret. Er dit hus fra før 1. juli 1991, kan der i stedet være installeret et HFI-relæ, hvilket er den “ældre” version af fejlstrømsafbryderen. Her forholder det sig på samme måde, at relæet bør testet jævnligt.
Hvad gør et HPFI-/fejlstrømsrelæ?
Et fejlstrømsrelæ er med til at beskytte dig og din bolig mod fejlstrømme. Fejlstrøm er den strøm, som du selv kan ende med at blive leder for. Fejlstrømme opstår nemlig, når strømmen løber andre steder hen, end den burde – fx hvis den løber ud i andre ledninger, vandrør eller i mennesker. Strømmen søger altid til jord, så hvis der er fejl i kredsløbet, vil strømmen derfor søge ad andre veje, som er jordforbundne. Sker dette, vil dit fejlstrømsrelæ afbryde strømtilførelsen.
Fejlstrømsrelæet er derfor en form for “bodyguard”, der er placeret foran dine sikringsgrupper, da al strøm først skal passere fejlstrømsafbryderen, inden det får “lov” til at løbe videre.
Din fejlstrømsafbryder er altså med til at beskytte din bolig, dine elapparater og i sidste ende dig, da det kan have fatale konsekvenser, hvis fejlstrømmene ikke afbrydes.
Forskellen på sikringer og fejlstrømsrelæ
Dine sikringer samt fejlstrømsrelæ er begge placeret i din eltavle. Og hvor fejlstrømsrelæet beskytter dig mod fejlstrømme, dækker sikringerne mod dét, som kaldes overstrøm.
Overstrøm forekommer, når mængden af strøm i en ledning bliver for høj. Dette kan ske, hvis der opstår en overbelastning. Du kender det måske? Hvis du fx tænder for flere elapparater på én gang, som befinder sig i samme sikringsgruppe? I sådan et tilfælde kan der gå en sikring i din eltavle, da mængden af strømmen bliver for høj.
Sikringerne slår også fra, hvis der sker en kortslutning. Det kan fx være, hvis du kommer til at klippe en ledning over, før du har slået strømmen fra.
Sikringerne er altså med til at beskytte ledningerne mod overophedning og fejl.
Trin-for-trin guide: Sådan tester du dit fejlstrømsrelæ
1. Sluk de elektriske apparater, som bør lukkes korrekt ned. (Vent med at lave testen til, at vaskemaskinen og opvaskeren har kørt færdig.)
2. Lokaliser dit fejlstrømsrelæ i din eltavle.
3. Tryk på “test” knappen på relæet.
4. Hvis:
a) strømmen afbrydes ved først tryk, er det en indikation på, at relæet virker, som det skal.
b) testen ikke afbryder strømmen ved første forsøg, skal du kontakte din lokale elektriker.
☎️ 75 64 18 99
5. Testen er nu udført. Slår fejlstrømsrelæet fra, som det skal, kan du blot tænde for fejlstrømsrelæet igen.
Se videoen: Sådan tester du dit fejlstrømsrelæ
OBS! Test ikke dit fejlstrømsrelæ i weekenden
Det er vigtigt, at du får testet dit fejlstrømsrelæ. Men vi vil dog anbefale dig, at du IKKE tester det om aftenen, i weekenden eller på en helligdag, da det kan ende med at blive en dyr fornøjelse. Foretag derfor testen en dag, hvor du kan få fat i en elektriker – uden ekstra gebyr.
Hvorfor skal jeg teste mit fejlstrømsrelæ?
Testen af dit fejlstrømsrelæ foretages for at teste for fejlstrøm og den mekaniske funktion.
Testen af dit fejlstrømsrelæ kan ikke måle fejlstrømsstørrelsen, men den kan give en indikation af, om der er nogle fejlstrømme.
Et fejlstrømsrelæ er en mekanisk komponent, der, på samme måde som al anden mekanik, bør testes for, at den ikke gror fast.
Når du tester dit relæ, er du derfor også med til at “motionere” det og dermed forebygge, at mekanikken gror fast.
Læs også om solceller her: solceller
Hvor ofte skal jeg teste mit fejlstrømsrelæ?
Det fremgår oftest af dit fejlstrømsrelæ, hvor tit det bør testes. Står der ikke noget på dit fejlstrømsrelæ, kan du gå med Sikkerhedsstyrelsens anbefaling, som lyder, at du bør teste dit relæ mindst 2 gange om året. Dette er især vigtigt, hvis din elinstallation er ældre end 10 år.
Når du tester dit fejlstrømsrelæ, slår du al strømmen fra i huset. En god huskeregel er derfor at teste dit fejlstrømsrelæ ved overgang til sommer- og vintertid, da du alligevel skal rundt og stille urene.