Da Christina Klitsgaard købte sit hus i Horsens, brugte hun først værkstedet foran huset til opbevaring. Indtil det gik op for hende, at de 22 ekstra kvadratmeter med lidt renovering og en luft til luft-varmepumpe kunne blive det hjemmekontor, hun manglede. I dag er det gamle værksted forvandlet til skriveværksted, og i hjørnet oppe under loftet hænger den varmepumpe, der gjorde det muligt.
Når man kører ind i indkørslen hos Christina Klitsgaard i Horsens, bliver man mødt af en rød murermestervilla og ved siden af en lille, flad bygning. Bag glasdøren i det sortmalede anneks kan man skimte det, der i dag er Christinas kontor, hvorfra hun driver virksomheden weloveemails.dk.
Den forrige ejer brugte de 22 ekstra kvadratmeter til værksted, men da Christina flyttede ind for 3 år siden, blev de hurtigt fyldt op med de ting, der ikke fik en plads i den røde murermestervilla.
Gennem størstedelen de 15 år, we love e-mails har eksisteret, har Christina solgt copywriting og e-mailmarketing fra sit hjem, men da coronapandemien sendte hendes to sønner i karantæne i det, der var hendes arbejdsværelse, gik det for alvor op for Christina, hvor meget hun manglede et uforstyrret hjemmekontor.
”Jeg kom til at føle mig som en hjemløs,” fortæller hun. ”Så havde jeg noget arbejde i soveværelset og noget i køkkenet, og jeg havde ikke rigtig samling på det.”
Samtidig skaber det kaotiske opbevaringsrum unødvendig stress i Christinas hoved, og derfor opstod ideen om at omdanne værkstedet til et kontor.
”Jeg var stresset over, at det her rum var fyldt op med papkasser, som jeg ikke vidste hvad der var i. Jeg kunne bare konstatere, at jeg havde boet her i to år, og jeg havde ikke haft brug for en skid af det,” siger hun.
Fik fat i en ekspert
Værkstedet blev tømt for ting og sager, og Christina fik en tømrer til at kigge på isoleringen, som viste sig at være fin. Det var forsynet med en elradiator, men Christina og tømreren konstaterede hurtigt, at det var en dyr og ineffektiv måde at opvarme rummet på.
Derfor faldt tanken hurtigt på en luft til luft-varmepumpe, som er både billigere og langt mere effektiv end elradiatoren.
Christina læste om de forskellige muligheder på nettet, men blev nærmest mere forvirret, end hun var i forvejen. Som lokal i Horsens kendte hun VS Automatic, og efter et kig på Trustpilot besluttede hun at ringe til dem.
”Så oplevede jeg egentlig bare, at nu kommer far og siger ’det er den her, du skal have’,” siger hun. ”Jeg kunne godt høre, at han er ekspert, og det var dejligt, at han tog en beslutning. Jeg gad ikke læse mere om varmepumper, jeg skulle bare have en løsning.”
Løsningen var Lasse fra VS Automatic klar med: En Mitsubishi FT25VG Compact Fighter.
Sådan så værkstedet ud undervejs i renoveringsprocessen.
Boligen blev 22 m2 større og alle bekymringer gjort til skamme
Med et par spande maling, et nyt vinduesparti med en dør i og nye møbler i bløde former og afdæmpede farver, har værkstedet i dag fået helt nyt liv som Christinas hjemmekontor. I det ene hjørne hænger varmepumpen og sørger for et behageligt indeklima.
Før det nye hjemmekontor kom i brug, havde Christina nogle bekymringer omkring varmepumpen.
”Jeg var bange for, det ville være som at have en motor til at køre i rummet – og at naboen ville spørge til det skrummel, jeg havde købt og sat op tæt på skellet. Men der har ikke været noget!” fortæller Christina. ”Altså jeg lægger overhovedet ikke mærke til, at der er nogen som helst lyd.”
Hun er også overrasket over, hvor godt et indeklima, den sørger for, og den forstyrrer heller ikke æstetikken så meget, som hun havde frygtet.
”Jeg lægger jo ikke mærke til den,” som hun siger. ”I virkeligheden føler jeg, at jeg har fået 22 m2 mere bolig. Det er en superfed følelse.”
I dag er Christinas kontor indrettet med en kontorafdeling og en sofa. I hjørnet hænger luft til luft-varmepumpen fra Mitsubishi.
Slut med overnattende gæster på hjemmekontoret
Med det nye kontor i værkstedet har Christina for første gang i sine 15 år som selvstændig fået et hjemmekontor, der rigtigt fungerer.
”Det gør det, fordi jeg ikke skal ud i min bil og køre et sted hen, men jeg skal gå ud. Der er noget mentalt i, at derovre har jeg fri, og her er jeg på arbejde,” siger hun.
Zoneskiftet giver også mentalt energi til det kreative arbejde.
”Det betyder jo ikke, at jeg ikke åbner min laptop i mit hjem for at svare på en mail eller noget, men det bliver meget mere tydeligt for mig selv, når jeg går herover og arbejder.”
At hun tilmed er blevet fri for overnattende gæster på hjemmekontoret, er også en stor fordel. Nu kan gæsterne bruge de ekstra værelser i huset uden at forstyrre Christinas arbejdsdag.
Har du ekstra kvadratmeter i din bolig, som ikke bliver udnyttet optimalt? Kunne du godt bruge et godt hjemmekontor, et hobbyrum eller en teenageafdeling? Luft til luft-varmepumper er ideelle til at varme mere eller mindre afsides dele af din bolig op og på den måde give dig flere kvadratmeter.
Vi kan også finde den helt rigtige løsning til dig. Kontakt os her.
Mød Christina og hør hendes historie i videoen her: