fbpx

Kosan Gascenter i Horsens fik nok af tyveri

Kosan Gascenter fik bugt med indbrud med alarm og overvågning

Kosan Gascenter i Horsens fik nok af tyveri, så nu er det slut med at løbe med gasflaskerne. Efter opsætning af alarm og overvågning med adgangsbrikker fik den familieejede virksomhed endelig bugt med de lidt for lange fingre.

I hyggelige Frederiksberggade i Horsens finder du den – på facaden, lille virksomhed Kosan Gascenter. Hvad der ikke stråler ud af den autentiske bygning er, at den faktisk huser Danmarks førende leverandør af gas til både private og erhverv. Og tilmed en Gazelleprisvindende virksomhed.

På kontoret møder du det jyske ægtepar, Inger og Povl Guldager, som begge driver gascentret i Horsens. Med stor flid, respekt for generationernes hårde arbejde og et behageligt nærvær, har Inger og Povl formået at føre den store succes videre. Gassen er en eftertragtet vare, og desværre ikke kun for de købende kunder.

Satte en stopper for letvægts-tyvene med ekstra overvågning

De mange gasflasker kan lokationen i Frederiksberggade ikke huse, og derfor har Inger og Povl en fodboldbane-stor gasplads på havnen i Horsens. Her får de leveret og afsendt de mange flasker fra, og det har tiltrukket nogle lidt uheldige besøgende.

”Det var ude på vores gasplads, hvor de havde fået adgang ved at klippe nato-tråden over. Så de stjal vores små letvægtsflasker, som bl.a. kan bruges til gasgrill. For de var jo nemme lige at smutte med.” Fortæller Inger og tilføjer: ”Så vi måtte have ekstra overvågning på, da forsikringen kræver det. Ellers er bare ikke noget at gøre ift. erstatning.”

Det er desværre ikke kun på gaspladsen, hvor det har været nødvendigt at øge overvågningen. Der havde ellers aldrig været problemer på privatadressen før, men freden varede ikke ved. ”Pludselig en dag kørte der et fjols ind, snuppede en flaske og smuttede igen. Det har vi aldrig oplevet før. Lige her på gårdspladsen.” forklarer Inger, mens hun peger i retningen heraf. ”Det bliver man lidt træt af. Så der tænkte vi, at vi også skulle have noget overvågning her på lokationen. Så nu er vi vist sikret så godt som muligt.”

Kan følge med i overvågningen fra kontoret

Kosan Gascenter fik øget overvågningen tilbage i 2017, og i 2019 blev der tilføjet adgangsbrikker. Tiltagene har gjort, at der ikke har været indbrud siden. ”Det vi har nu, det virker og fungerer bare. Efter vi fik det sidste overvågning og alarmbrikkerne, har der ikke været noget” siger Inger, efterfulgt af et bank under bordet og et stille ”7-9-13”.

På kontoret viser hun en stor skærm med alle overvågningskameraerne fra havnen. ”Vi kan jo følge med i, her fra kontoret, hvad der sker på havnen. Og vi kan gå tilbage i arkivet af overvågninger. Det er rigtig smart, og det giver en stor tryghed at have alarmen og overvågning.”

Alarm og sikring skal virke, ellers er der ingen erstatning

For Inger og Povl er det altafgørende, at overvågningen og adgangskontrollen virker. ”Vi får leveret gas på havnen af mange forskellige leverandører på meget forskellige tidspunkter af døgnet. Så det er vigtigt for os, at vores adgangsbrikker virker.”

For på den ene side er der netop det forebyggende aspekt, hvor adgang og aflåsning af gaspladsen skal fungere optimalt for, at undgå indbrud. Og på den anden side, finder vi den afgørende faktor, som omhandler selve forsikringsdækningen, hvis uheldet er ude.

Hos Kosan Gascenter værdsætter de derfor den hurtige respons og gode dialog, da nedetiden af installationen kan have fatal betydning. ”Vi er jo afhængige af, at det virker! For det skal bare virke!” fastslår Inger, da de ellers kan risikere at vinke farvel til forsikringens erstatning.

Der kan nemlig være visse krav til virksomheder om niveauet af alarm og sikring, ift. om forsikringen vil dække eventuelle tab ved indbrud. Som virksomhed bør du derfor være opdateret på de forskellige sikringsniveauer, som forsikringsselskaberne fastsætter dækningen ud fra. Du kan læse mere om de forskellige sikringsniveauer via sikringsguiden her.

Tilbage hos Kosan Gascenter i Horsens oplever de heldigvis, at sikkerhedssystemet hurtigt kommer op at køre igen, hvis der pludselig opstår problemer. ”Hvis vi har udfordringer, så kan jeg ringe til Per, Martin eller Anders fra VS Automatic, og så sker der noget. Det er ikke sådan, så vi skal vente i flere dage på, at systemet kommer op og køre igen. Der kommer gerne assistance samme dag.” fortæller Inger tilfreds.

12 års samarbejde med VS Automatic

Samarbejdet med VS Automatic startede for 12 år siden med alarmsystem til privaten og erhvervet. Senere blev det udvidet med overvågning og sidst adgangsbrikker. Samarbejdet har med tiden også omfattet eftersyn og opgradering af varmepumpen i sommerhuset. ”I sin tid valgte vi VS Automatic, da vi havde en god dialog. Og for 10 år siden startede vi også med at få lavet eftersyn af varmepumpen i sommerhuset.” fortæller Inger og uddyber, at deres ældre version af en Panasonic varmepumpe nu har fået tilsluttet en sms-styring (GSM), så varmepumpen kan betjenes over telefonen. ”Det er supersmart. Vi sender bare en sms, når varmepumpen skal tænde. Så nu er der ordentlig varme, når vi kommer ned i sommerhuset. Det virker bare! Og så er den også billig at bruge.”

Hammer go’ service og priser

Når dommens time kommer, er der ingen tvivl hos Inger, for hun har ikke tænkt sig at udskifte hverken alarm, overvågning eller sommerhusets varmeforsyner. ”Det er hammer go’ service og altid god behandling.” Noget som Kosan Gascenter sætter pris på – hånd i hånd med den store forståelse for kundens behov. ”Det er høflige og venlige folk der kommer ud. Det er ikke sådan, at det går hu-hej vilde dyr, og så er de ude igen. Nej de tager sig tid, sætter sig ind i det og lytter til, hvad man siger.”

Det er ikke kun god service, som vægter højt hos gasleverandør-virksomheden. Prisen har også noget at sige og ikke mindst efterfølgende prisstigninger og uforudsete udgifter. ”Det er gode priser. VS Automatic går ikke sky high. Det ser man jo nogle gange, at så kommer der lige et eller andet efter noget tid. Men jeg tror ikke, at vi er steget i abonnement i flere år nærmest” smiler Inger.

Og vigtigst af alt har installationerne haft dén afgørende effekt, at der er kommet ro i sindet på Frederiksberggade i Horsens. ”Vi føler os bestemt mere trygge. Vi ved, at det hele er sikret, så vi ikke kommer hjem og det hele er brækket op.” afslutter Inger.