fbpx

Fra sygemeldt til raskmeldt og i ønskejob

sygemeldt til raskmeldt

Den 1. maj 2022 blev jeg fastansat ved VS AUTOMATIC A/S som kontorassistent.

Hvad skete der før min fastansættelse?

Men det startede egentlig med et skovflåtbid i juni 2020. En lørdag morgen vågnede op og havde pludselig dobbeltsyn. Jeg tog mine briller på og tænkte, at jeg måske bare var lidt svimmel. Det hjalp ikke. Gik lidt rundt og ja, så 2 ting af alting, hvilket selvfølgelig gjorde mig ret bekymret. Hvordan var dette dobbeltsyn opstået? Men jeg så tiden an og tænkte, at det går nok over. Mandag tog jeg til øjenlægen i Horsens, som henviste mig akut til Øjenafdelingen på Aarhus Universitetshospital.

Her blev jeg undersøgt grundigt og fik også taget en MR scanning af hovedet, for at undersøge, om der fx havde været en blodprop. Det var der heldigvis ikke. Overlægen på Neurologiafdelingen fortalte, at ”sidste” mulige årsag kunne være en borreliainfektion, dvs. en infektion med bakterien borrelia, som skyldes et skovflåtbid. For at undersøge dette, fik jeg taget en rygmarvsprøve, hvilket ikke var den mest ”sjove” oplevelse, men det viste sig, at jeg havde en borreliainfektion og skulle straks indlægges.

Jeg fik antibiotika intravenøst i 3 dage og blev herefter udskrevet, men havde stadig dobbeltsyn. Lægen på Infektionsklinikken på Skejby forklarede, at giften fra skovflåten havde lammet en nerve i det ene øje, hvilket forårsagede dobbeltsynet, men at det ville forsvinde med tiden efterhånden som lammelsen fortog sig. Måske op til flere måneder!

Lidt fremgang

Øjenafdelingen på Skejby fik lavet en prisme, som er et stykke blødt gennemsigtigt ”plastic”, der sættes på det ene brilleglas, således jeg kunne se normalt. Det var virkelig skønt at kunne se normalt igen. Sikke en lettelse at kunne se igen, køre bil og bevæge mig som før, når jeg havde brillerne på.

Da jeg kom hjem, læste jeg en masse om borreliainfektioner på nettet og fandt ud af, at det var meget normalt, at man fik senfølger af infektionen, men det fortalte lægen i Århus intet om. Det viste sig, at Odense Universitetshospital har en klinik, hvor de er specialiserede indenfor sygdomme overført til mennesker af fx myg og flåter. Via min egen læge fik jeg en henvisning til OUH og her fik jeg en rigtig dygtig læge, der bad mig være opmærksom på fx hukommelsestab, træthed og koncentrationsbesvær.  Samme symptomer som stressramte har, men det er faktisk senfølger af borreliainfektionen. Han fortalte, at han ofte så senfølger op til et års tid efter skovflåtbiddet. Jeg syntes ikke på det tidspunkt, at jeg havde senfølger og efter 8-9 uger forsvandt dobbeltsynet heldigvis af sig selv og jeg fik mit normale syn igen.

Nyt kapitel, troede jeg

Nu kunne jeg starte det kapitel, jeg egentlig havde set frem til, nemlig at starte på lægesekretæruddannelsen. Sjovt nok på Aarhus Universitetshospital. Efter 5 år med skiftende vikarjob, ledighed og forskellige akademikurser mente jeg, at en lægesekretæruddannelse lige var det, jeg måtte i gang med, da der mangler lægesekretærer. Det ville betyde et fast job, når jeg var færdig, troede jeg.

Uddannelsen var spændende og vekslede mellem praktik og skole. Jeg var glad for komme i gang og arbejdede hårdt i 4 måneder, uden en eneste sygedag. I starten af januar 2021 faldt hammeren. Og jeg fik et voldsomt angstanfald en morgen, hyperventilerede og havde det mildest talt elendigt. Jeg sygemeldte mig med det samme og måtte langsomt erkende, at min krop fysisk og psykisk havde været på overarbejde i de 4 måneder, jeg var i uddannelse. Og at jeg var ramt af senfølgerne af borreliainfektionen – lige nøjagtig som lægen på OUH havde fortalt mig. Men jeg overhørte kroppens signaler, da jeg jo ville gennemføre den uddannelse, jeg var i gang med. Det skulle bare lykkes – for så ville der være et job bagefter. Det var et nederlag, følte jeg. At måtte smide håndklædet i ringen, igen.

Herefter fulgte 3 måneder, hvor jeg restituerede. Selvom det var meget svært at erkende, at ro og hvile faktisk var det eneste, der hjalp. Jeg var meget træt, var glemsom og kunne ikke koncentrere mig. Når jeg blev lidt presset, blev jeg meget varm i hovedet og sveden piblede frem. Endnu et tegn på, at min krop var overbelastet.

Jeg afbrød min lægesekretæruddannelse og erkendte, at sundhedsvæsnet alligevel ikke var min ”hylde” og i april læste jeg på 6 uger akademifaget E-handel. I forvejen havde jeg 2 akademifag indenfor kommunikation og grafisk design. Jeg ville gerne arbejde med marketing – eventuelt kombineret med administrative opgaver. Min uddannelsesmæssige baggrund er en advokatsekretær, men har primært haft job, hvor hovedopgaverne var administration, kundeservice og kommunikation.

Min start hos VS Automatic

I juni 2021 faldt jeg over et opslag, VS Automatic havde lagt op på LinkedIn. Om at de søgte praktikanter til deres marketingafdeling. Havde en fin dialog med Tim Reihana Hjortshøj om et eventuelt praktikforløb på 1 måned, men vi kunne tales ved efter sommerferien, da de havde nok praktikanter for nuværende. På det tidspunkt var jeg stadig sygemeldt, men havde det lidt bedre. Jeg var blevet bedre til at slappe af og kom også i gang med gåture og yoga.

Den 7. oktober 2021 startede jeg i praktik ved VS Automatic. Sygedagpengekonsulenten ved kommunen gik med til 3 måneder, for at vi kunne se, hvor meget jeg kunne klare og om jeg fik det bedre. Jeg startede med 3 x 3 timer om ugen og var heldig at komme på et tidspunkt, hvor de skulle i gang med et større projekt, der krævede en del taste- og registreringsarbejde i deres IT system. Det var jo lige noget for mig! Desuden læste jeg korrektur på SoMe opslag for Marketing og servicerede kunder pr. telefon. Jeg fik lov at fortsætte praktikken 2 måneder mere og gradvis øgede jeg timeantallet, efterhånden som jeg fik det bedre. Nu arbejder jeg 26 timer om ugen. Det har jeg det fint med og målet er ikke at komme på fuldtid, men at have det godt!

Jeg har fået lidt flere opgaver i Marketing som fx at være med ude ved kunder og interviewe dem til et blogindlæg, jeg skriver efterfølgende. Jeg kan lide at kommunikere og det er skønt at lære nyt samt at afprøve teori i praksis.

Pas på dig selv, er mit råd til dig

VS Automatic er en god og rummelig arbejdsplads, der gav mig tid, plads og ro til at vende stille og roligt tilbage til arbejdsmarkedet. De accepterede min situation fra første dag, hvilket er alfa og omega, når man både er syg og sårbar. Jeg har kolleger, der af forskellige årsager, ligesom jeg, er på kanten af arbejdsmarkedet, men er kommet i fleksjob her ved VS Automatic. Jeg er glad og taknemlig for både at være blevet rask igen og at VS Automatic kan bruge mig til både administration og marketingopgaver. Jeg fik dét job, jeg havde arbejdet henimod og drømt om!

.Jeg er ved at være ovre senfølgerne, men som lægen på OUH sagde, kan det sagtens tage 1 års tid eller mere. Alt efter, om man lytter til de signaler, kroppen giver én! Hermed er min opfordring givet videre: dit helbred er og bliver det vigtigste i dit liv. Din krop – fysisk og psykisk – fortæller dig, når det er tid til en ændring i dit liv, til en ny retning. Søg professionel hjælp og sænk forventningerne – især til dig selv. Livet er her og nu!

Anbefalede indlæg

Fordi du læste indlægget, tror vi at du kan lide disse indlæg.

Hvad er hybrid solceller

Hybrid solceller er blevet mere og mere populært igennem årene. Det er en god kilde til energi. Det er [...]

Læs mere
Udtalelse fra vores studiepraktikant, Mathias

Vores praktikant Mathias er under et praktikforløb hos os, og har i den anledning skrevet en udtalelse om sit [...]

Læs mere
Udtalelse fra vores studiepraktikant, Sarah

Vores praktikant Sarah er under et praktikforløb hos os, og har i den anledning skrevet en udtalelse om hendes [...]

Læs mere

Anbefalede indlæg

Fordi du læste indlægget, tror vi at du kan lide disse indlæg.